Vi går bag om digtet Flyvefisk på træk. Og kigger nærmere på fænomenerne skønhed, retfærdighed, fællesskab og spiritualitet – og hvorfor de peger ud ad denne verden og ind i en anden…
Læs mere her:
– Simply Christian, N. T. Wright, 2010 – The Pilgrim’s Regress, C.S. Lewis, 1933 (særlig forordet)
Flyvefisk på træk
Nej, hvor er Du tæt på, Du bobler i mit blod!
Og bruser under asfalt som en elv af smeltevand.
En tyngde ovenover mig. Et hvisket “Gud er god!”
En vind, der blæser gennem mig fra store bjerges land.
Og midt i vinden savner jeg at se Dig bag Dit navn.
At møde Dine øje, virkelig hvile i Din favn.
En dag siger himlens allersidste teltpæl knæk.
Indtil da vil vi svæve som flyvefisk på træk.
Nej, hvor er vi tæt på, når vi sidder sammen her!
Og bålet spreder gnister af drømme og af sår.
Vi gror hinanden store, hører til og rykker nær.
Med olie af salvelse på skæg og hud og hår.
Så bittersødt begæret: At det allersidste slør
må falde så vi ser hinanden, som Guds øjne gør.
En dag smelter aftensolen alle skygger væk.
Indtil da vil vi flokkes som flyvefisk på træk.
Nej, hvor er vi langt fra, når I sætter børn i bur!
De har krydset Texas’ grænse. I har krydset større selv!
Sådan har det altid været. Sådan er nok vor natur.
Men det skriger og det brænder i mit bryst alligevel!
Hvor kommer du mon fra, Sult efter retfærdighed?
Og findes der et bord, som også du kan mættes ved?
En dag løber ondskab og tomhed tør for blæk.
Indtil da vil vi jage som flyvefisk på træk.
Nej, hvor er det tæt på, når de første stråler gryer.
En mystisk symfoni, som synger liv ud over byen.
Når fornemmelsernes mestre ta’r os med på eventyr,
eller aftenmørke Cohen brummer sine sande syn.
Mens jeg læsker mig i skønhed, føler jeg kun større tørst.
Jeg lindres men i lindringen er længslen ofte størst.
Hvem finder mon den første nyskabte vintergæk?
Vi har forår i hjertet som flyvefisk på træk!
