Vi ser på, hvad Ignatius af Loyola kan lære os om vores lyse og mørke sindsstemninger. Det er slet ikke så lidt…
Her er nogle af de ting, jeg lærte
Her er nogle af de ting, jeg lærte
Gud er god, når verden ikke er det
Når livet ta’r kvælertag på dit hjerte
Gud er god, når livet ikke er det!
Jeg har lært, en at kende, som ikke vil mig andet end
at afvise mig og anklage mig ud over kanten
Som Frodo i Gollums jerngreb i et bjerg af ild
Bortset fra, at den bor nede i mørket dybt indeni mig selv
Jeg har aldrig drukket gift eller prøvet mig af som cutter,
men jeg tror, jeg kender larmen fra den samme lille spotter.
Jeg har lært, at når man befinder sig i en lillebitte båd
på det mørkeste hav; og man ik’ kan se noget.
Og hverken ved, hvad der er frem eller tilbage eller op eller ned,
så er det så god en anledning som nogen til at lære lidt tro og tillid.
Og siger jeg: “Mørket skal dække mig, lyset blive til nat omkring mig,”
så er natten lys som dagen. Mørket er slet ikke mørke for Dig,
mørket er som lyset.
Mørket er som lyset!
Og jeg har lært, at nåde ik’ kun
er dråber til en ørken-vandrers knastørre mund
Men høje bølger, som banker og banker ind over min kyst
Og mærkes som stød fra elefanthegn i mit bryst.
Som mit bæger og bassiner og store oceaner
der flyder over, gennembløder og blødgør og vander.
Som at alt fortabthed og mørke ender
som leret i et par kreative og nænsomme hænder
så at alt brudt bare er på nippet til at blive skabt.
så at anklageren allerede har tabt.
Det er her i nåden, alt levende får vasket sine fødder.
Li’som livstræet, der skyder fra korsets rødder.
Li’som Helligånden, som råber “Abba far!” og slukker sorgen.
Og så ruller bølgerne igen. For nåden er ny hver morgen.
Du er den vej, jeg går på, den sandhed, som renser
mine forvirrede tanker fra frygtens frekvenser.
Nu vender jeg tilbage med Dit “Alt er dit!”. “Alt er givet!”
Du er vejen og sandheden og livet.
Ud af mit hoved.
Ind i Dit hjerte!
Her er nogle af de ting, jeg lærte:
Gud er god, når verden ikke er det.
