Nørrestrand Katedral – lys

Episode 6

Afspil episode

Vi tager livtag med corona-skygger og mentalt mørke.

Læs mere her:
– Digtsamlingen “Ikke fra forstanden”: https://issuu.com/enoughaboutme/docs/ikke_fra_forstanden
– “Elsket ubetinget” af Henry Nouwen kan bl.a. købes her: https://www.bogsalonen.net/shop/30-forlaget-boedal/418-elsket-ubetinget/

Nørrestrand Katedral

Stien, mine fødder går på. Du er vejen under mig. 
Du er i de skridt, jeg tager. Mens Du lærer mig at gå. 
Du er ved siden af mig. Og fortæller mig hvordan. 
At nåde er en rytme. Et åndedræt. 
At kærligheden selv fylder den luft, jeg lader mine hænder løbe igennem
som var det en fuldmoden kornmark af dirrende augustsol.

Dine træer, som strækker sig mod himlen med hver eneste kvist
Og når nogle af dem alligevel ikke peger mod himlen,
er det fordi, de er for tunge af alle dine velsignelser.
Som varer i 1.000 forgreninger.
Det flyder nærmest over med grønt. I alle nuancer.
Og er man lidt nordisk, tænker man, at det faktisk er for meget af det gode.
Det er i hvert fald meget af det gode.

Og aldrig var himlen vist så blå. Flyene er gået i hi i deres hangarer.
Ikke en eneste rift. Ingen contrails i Din kongeblå tronhvælving.
Himlen ligner præcis den, Du kiggede op i med helt nye øjne,
den søndag i haven, det hele startede.
Jeg kan endda fornemme det vindue, Du satte der.

Der flyver den ædle fiskehejre. Solfuglen. Nu bliver den til ild i aftenrøden.
Og i morgen genfødt til nyt liv i endnu mere overflod.
Den svæver med nyt om, at du også vil gøre mit hjerte nyt,
genføde min ånd og gøre mit sind ungt. Og hele verden!

De er min menighed. De der små græs. Som ligner almindeligt græs.
Men som du har givet en lille krone. Og efter nogen tid en til.
Og så endnu flere til de strutter af kroner hele vejen ned og op.
I starten var der to-tre strå. Nu fylder de store arealer.

Så er der fuglesangen. Et væld af forskellige klange.
Teenage-rustne kragestemmer. Stære. Vej til himlen
finder de i forskellige toner, som på overnaturlig vis harmonerer.
Ligesom stilheden gør det, når sfærerne tyst
synger tavsheden ud over landet.

Svaner, som fletter hals. Og klodsede ænder med rumpen i vejret.
Køerne som glor længselsfuldt efter at blive kløet på mulen. Myg.
Det er som om, at herude vil alting kæles med eller æde dig.
Havet har Du givet Leviathan at lege i. Det bobler under Nørrestrand.

Nørrestrand. Karantænekirke. Corona-katedral.
Jeg ved præcist, hvor på ruten, sjælen skal vækkes til lovsang.
Hvor sindet skal fyldes på af gode ord. Og hvor det hele skal synke ned i kroppen.
Her minder Du mig dagligt om, at det ikke bliver godt igen. Det bliver meget bedre.
Når arken går på grund, skal det hele afsløres.

Jun 14, 2020

Lidt om værten
Bruno Langdahl

42 år, gift med Inge og far til Johanna på seks og Mads på fire. Bor i Horsens. Cand.mag. i samfundsfag og arbejder i Kræftens Bekæmpelse. Vild med politik og poesi - alt det midt imellem.

Episode 6